Posted on 16. april 2012 | 2 kommentarer
Indrømmet, der har været dødt på bloggen i et stykke tid. Mit liv har været optaget af en masse forpligtelser og nye udfordringer rent arbejdsmæssigt. Det har ikke levnet tid til at få nedskrevet de erotiske tanker – i kender sikkert til det med at finde de rette ord, når hovedet er fyldt til bristepunktet med opmærksomhedskrævende dagligdagsting. For at sige det mildt, det er ikke erotikken, som har haft første prioritet på det seneste.
Fantasierne presser dog stadig på. Kødets lyst vil ikke lade sig nøjes og tage til takke med bortforklaringer. Vi kender det alle, det evige dilemma i livets hjul, som ofte handler om, at kæmpe sig til dagen og vejen.
Dominansen er gået af dansen og for en stund har jeg hængt mit mål om at genfinde lidenskaben på bøjlen i skabet med dårlige forklaringer i håb om, at foråret vil vække lysten igen.
Sådan kan livet tage røven på os. Det infiltrerer os med sit opmærksomhedskrævende ”tagen ansvar ” og i venlighed ”facer” vi hverdagen med et smil uden dækning, når vi halser rundt for at få enderne til at mødes.
Det føles som at være i håbløs restance med oplevelser som gør godt. Alt er suget ud af marven og nu må det da for fanden snart blive sommer?
Og den er på vej – sommeren. Jeg kan dufte den i haven og forårssolens smukke lyse stråler fylder mit indre lærred med billeder af min elskede, når hun solbrun og i hvid kjole sætter spor i den mosfyldte græsplæne med sine bare tæer.
Jeg har i glimt været utro med mismod, men jeg vælger, at lade foråret sejre.
Godt forår til jer alle.